Af Asger Torning, NIKKB
Foto: Claus Boesen

Et studie udført blandt soldater i USA viser, at en kombination af almindelig lægebehandling og kiropraktorbehandling af lændesmerter giver et bedre behandlingsresultat på kort sigt end lægebehandling alene. 

Studiet sender et vigtigt signal til lægerne om, at man bør følge aktuelle kliniske retningslinjer, der anbefaler, at man tilføjer kiropraktisk  behandling som en del af et multidisciplinært behandlingstilbud til patienter med lændesmerter.

Alle soldater led af lændesmerter forårsaget af muskel- og led-besvær. Den ene halvdel modtog en kombination af almindelig lægebehandling og kiropraktorbehandling, mens den anden modtog almindelig lægebehandling for deres lændesmerter.

Efter behandlingen angav de soldater, der havde modtaget den kombinerede behandling en moderat forbedring af smerteintensitet og funktionsnedsættelse sammenlignet med soldater, der udelukkende havde  modtaget lægebehandling.

Det er værd at bemærke, at resultaterne er i overensstemmelse med den eksisterende litteratur om manipulation af ryggen både blandt soldater og civile.

Studiet er gennemført og beskrevet i en videnskabelig artikel af kiropraktor og ph. d. Christine Goertz fra Palmer College of Chiropractic, Palmer Center for Chiropractic Research, Daveport, USA et al: Effect of Usual Medical Care Plus Chiropractic Care vs Usual Medical Care Alone on Pain and Disability Among US Service Members With Low Back Pain A Comparative Effectiveness Clinical Trial. Christine M. Goertz, Cynthia R. Long, Robert D. Vining, Katherine A. Pohlman, Joan Walter, Ian Coulter.

JAMA Network Open. 2018 https://jamanetwork.com/journals/jamanetworkopen/fullarticle/2680417

 

 

17. september 2018

Artiklen er fra

KIROPRAKTOREN nr. 3 2018 september, hvor du også kan læse om børns smerter i ben og arme, skoletasker og en masse om Facebooks krise og kiropraktorer på sociale medier. 

Find en kiropraktor